Fem for en hund

Når man med slet skjult ængstelighed bevæger sig ind i babyjunglen, dukker der hele tiden ting op, som man skal tage stilling til. Og man tvinges vitterligt til at tænke over tingene, for jeg kan godt afsløre, at der findes ikke kun én barnevogn, én seng eller ét puslebord. Hvis det da bare var så let.

Én af de ting, man også skal tage stilling til er nyt vs. brugt. Vil man låne af andre? Købe billigere brugt? Eller skal alt helst komme nyt og ubrugt i bobleplast og anden emballage?

Inden jeg fandt mig selv i denne nye, for- og vidunderlige verden, havde jeg en klar forestilling om, hvordan det skulle være, når tiden engang kom. Men mange af de tanker og idéer forsvandt som dug fra solen den dag et nyt liv tog sin begyndelse i mit.

Jeg er ærlig talt en lille smule frastødt af det voldsomme forbrug overgangen fra to til tre indbyder til. Og det er da heldigvis indbyder, for det er et personligt valg, som man kun selv kan træffe. Og jeg ønsker ikke at binde mange tusinder i babyudstyr, når de penge kan bruges på at skabe varige minder, som rejser og oplevelser, i stedet for.

Mini Nümph heldragt – Ralph Lauren strik – Bombi bukser – Name It fløjlsdragt – Katvig heldragt

Derfor fryder det mig også i høj grad, at det er muligt at finde fine ting, som ikke behøver at sende min bankrådgiver op i det røde felt. For et par uger siden, fandt jeg f.eks. disse fem ting på et loppemarked, og fik dem alle med hjem til den nette samlede sum af 100 kroner. Det var før vi fandt ud af, at det nok er en lille pige, der får min mave til at hoppe og danse, men nu bliver jeg aldrig typen, der går amok i lyserød, så synes sagtens det kan bruges af en pige.


Det er virkelig fundet for de penge, og jeg er virkelig tilfreds. Det hele er i super god stand, og da jeg forventer, at poden ikke skal i rekordbogen som verdens eneste ikke-voksende baby, så er det jo en begrænset tid det kommer i brug. Jeg glæder mig allerede til at skulle af sted på skattejagt igen, for der er virkelig mange gode fund at gøre derude.

Advertisements