Når minder og drømme flyder sammen

Billedet over sengen er taget fra Empire State Building en aftentime i august 2007. Det var første gang jeg var i USA og i New York. Det var én af de skelsættende begivenheder i mit liv, det var dér jeg indså, at også jeg kunne drømme store drømme. Ikke kun om natten. Det var dér kimen til det eventyr, der startede 3 år senere, blev lagt.

Jeg kan godt lide at have billeder i soveværelset, især nogle som giver mig ro og som inspirerer til glade tanker fuld af kærlighed til livet. Og lige præcis dét gør mit Empire-billede. Så nu kan jeg kombinere minderne med drømmene – både de natlige og dem om fremtiden.

Sunset Rose

Rosen er ubetinget min yndlingsblomst, så min glæde var stor, da mine forældre troppede op med en smuk én af slagsen her til eftermiddag. Den fik straks sin plads på altanen, så jeg også kan se den fra stuen, og det var herfra jeg pludselig så, hvordan nogle af dagens sidste stråler ramte de fløjlsbløde blade og skabte en drømmende sommerstemning. Dét syn er jeg vant til fra varme sommeraftener i mine forældres have, hvor solnedgangens skønhed nydes sammen med forventningen om morgendagens solopgang bringer.

Min fjer

Én ting jeg holder rigtig meget af er min fjer-fascinator, som jeg havde på til vores bryllup for snart 3 år siden. Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ikke skulle have slør på. En beslutning jeg kun blev bekræftet i, da jeg prøvede et af slagsen. Det føltes bare så forkert. Fra første øjeblik jeg så kjolen, det var før et frieri overhovedet havde fundet sted, vidste jeg, at dén skulle jeg giftes i, hvis den dag nogensinde skulle komme. Og det samme vidste jeg, da jeg så min fjer. Det var bare så rigtigt.

Den er lavet specielt til mig, bestående af strudsefjer og med Swarowski-krystaller, som også var syet på min brudekjole. Vi blev gift på én af årets varmeste dage, men når en lille brise alligevel ramte de sarte fjer, dansede de blidt, som for at fejre den kærlighed dagen var indhyllet i.

Den dag i dag, elsker jeg min fjer, og jeg bliver glad og varm inden i, når jeg finder den frem. Hvad enten det bare er for at puste lidt til den eller for at tage den på. Efter brylluppet valgte jeg at få lagt min kjole op samt at få den farvet. Jeg kunne ikke bære tanken om aldrig at skulle have den på igen. Ligeledes valgte jeg at få farvet min fjer, så den stadig kan bruges sammen med kjolen. Jeg bruger den dog også til andre lejligheder og knap så festlige outfits. Jeg ved næsten ikke noget bedre end at finde fjeren frem og iføre mig den dag i juli 2009, der var så fuld af dybfølt kærlighed.

New York Sunset

Endnu engang dagdrømmer jeg om svagt lyserøde solnedgange i New York, og drømmen bliver næsten virkeliggjort når dette syn møder én i en tidlig aftentime. Træfigurerne købte jeg på MoMA kort inde  vi tog hjem, og det har jeg aldrig fortrudt, da de dagligt minder mig om min alleryndlings skyline.

Empire State of Mind

Jeg elsker at omgive mig med ting, der minder mig om nogle af de lykkeligste øjeblikke i mit liv. Det gælder billeder og i særdeleshed små ting, jeg enten har fået eller selv har købt. Min Empire State Building i LEGO falder i første kategori. Jeg fik den nemlig af min elskelige mand til jul i 2010, mens vi boede i New York. Jeg har et helt særligt forhold til en bygning, og for mig er den indbegrebet af New York. Når jeg skulle hen til vores lokale supermarked, tårnede den altid op i det fjerne og mindede mig om, hvor helt fantastisk heldig jeg var at få lov til at bo i verdens mest vidunderlige by. Derfor er jeg svært glad for, at den nu står i bogreolen og, omend i en noget mindre udgave, dagligt minder mig om en tid jeg aldrig ville være foruden.