Tirsdagstune: The Floor is Made of Lava – Lost in the Woods

En af mine alleryndlingssange for tiden er sidste uges uundgåelige på P3. Jeg bliver glad, sådan helt ind i mit inderste, når jeg hører den. Den minder mig om roadtrip ned ad Highway 1  i Californien. Jeg kan ligefrem dufte Stillehavet og høre dets hypnitiserende brusen, når Lost in the Woods får lov at brage ud af højtalerne herhjemme.

Bare mig, manden og en fabelagtig Mustang. Det var ren frihed, og jeg får lyst til at tage af sted igen. Lige med det samme. Og have denne med øverst på playlisten.

Når minder og drømme flyder sammen

Billedet over sengen er taget fra Empire State Building en aftentime i august 2007. Det var første gang jeg var i USA og i New York. Det var én af de skelsættende begivenheder i mit liv, det var dér jeg indså, at også jeg kunne drømme store drømme. Ikke kun om natten. Det var dér kimen til det eventyr, der startede 3 år senere, blev lagt.

Jeg kan godt lide at have billeder i soveværelset, især nogle som giver mig ro og som inspirerer til glade tanker fuld af kærlighed til livet. Og lige præcis dét gør mit Empire-billede. Så nu kan jeg kombinere minderne med drømmene – både de natlige og dem om fremtiden.

Tirsdagstune: Jason Mraz – I’m yours

Der findes ingen sang i denne verden, der er mere speciel for mig en Jason Mraz’ I’m yours. Da vi var i USA i december 2008 for at holde jul og nytår, blev den spillet igen og igen, så vi hørte den rigtig mange gange mens vi kørte rundt både i New Jersey, New York og i Texas.

D. 29. december, sad jeg på en fin trappesten på en fantastisk gade i New York, da den mest vidunderlige mand fandt tog den smukkeste diamantring op af lommen og spurgte, om jeg vil gifte mig med ham. I dét øjeblik stod verden stille, og jeg hengav mig 100% til ham og kærligheden med mit ‘ja’. Da I’m yours i høj grad var soundtracket til vores tur, blev den hurtigt og helt tilfældigt til ‘vores sang’. Det var derfor også den, jeg skulle indspille på min polterabend, og det er også den, jeg hører, når jeg trænger allermest til at blive mindet om, hvor helt fantastisk heldig jeg er at være elsket af ham, hvis jeg er. Og altid vil være.

Kærlighed er ikke kun en dans på roser, den kan også gøre ondt, gøre vred og gøre ked af det. Men det smukke ligger i, at lige bag disse følelser ligger trygheden, varmen og smilene og venter på, at det dårlige fordufter. Det smukke i den sande kærlighed er, at selvom det gør ondt, vil man aldrig være foruden.

Empire State of Mind

Jeg elsker at omgive mig med ting, der minder mig om nogle af de lykkeligste øjeblikke i mit liv. Det gælder billeder og i særdeleshed små ting, jeg enten har fået eller selv har købt. Min Empire State Building i LEGO falder i første kategori. Jeg fik den nemlig af min elskelige mand til jul i 2010, mens vi boede i New York. Jeg har et helt særligt forhold til en bygning, og for mig er den indbegrebet af New York. Når jeg skulle hen til vores lokale supermarked, tårnede den altid op i det fjerne og mindede mig om, hvor helt fantastisk heldig jeg var at få lov til at bo i verdens mest vidunderlige by. Derfor er jeg svært glad for, at den nu står i bogreolen og, omend i en noget mindre udgave, dagligt minder mig om en tid jeg aldrig ville være foruden.

Om at se tilbage

Midt i en arbejdsdag, der er præget af alt for mange opgaver og alt for lidt tid, listede mine tanker stille og roligt tilbage til en septemberdag i 2010. Jeg var alene i NYC, min mand var i New Jersey og det var en uhørt varm sensommerdag. Termometeret viste over 30 grader, og jeg besluttede at gå en tur ned til Hudson-floden. 5 minutters gang ned ad vores gade, og man mødte vandet og New Jersey i det fjerne. Den dag var særlig. Det var én af de få dage byen var min alene og ikke skulle deles. Jeg kunne helt selv bestemme, og havde kun mine tanker som ledsager. Jeg gik en lang tur langs vandet og i The Village, og jeg husker stadig følelsen af frihed, der overrumplede min krop. Følelsen af at have opnået drømmen. Vi gjorde det. Jeg gjorde det.

Selvom det er næsten 1 1/2 år siden, jeg tog dette billede, så står dét, omgivelserne og omstændighederne stadig så lysende klart for mig. Selvom jeg mener, at man mest skal se fremad og ikke hænge sig i fortiden, så elsker jeg at have minder, der fylder kroppen med varme. Og som minder om, at dét kan lade sig gøre. Uanet hvad. At se tilbage kan også være et glimt ind i fremtiden.

P1030603

Minder varer evigt

Kiggede på kalenderen på min telefon, og datoen sagde mig eller andet. Og straks efter gik det op for mig, at det i dag er præcis ét år siden, vi stod af flyet i Københavns Lufthavn og igen satte benene på dansk jord, efter 6 fantastiske, oplevelsesrige måneder i NYC.

Det var selvfølgelig skønt at komme hjem til venner og familie, som var meget savnede, mens vi var væk. Men det var også med vemod og følelsen af sorg, at jeg forlod den by, jeg var så heldigt at kalde mit hjem fra august til januar. New York er et magisk sted, der sniger sig ind under huden og ind i hjertet, hvor den lænker sig fast. Der skabes et ubrydeligt bånd, og en afhængighed man aldrig kan – eller vil – vænnes fra. Ofte kan jeg mærke længslen efter at komme tilbage. I mit sind, men også som den fysiske smerte, der hører med det at savne.

Jeg ved, at jeg kommer tilbage igen. Og jeg har allerede 1000 ting jeg gerne vil, når det sker. Egentlig var det lidt planen, at vi skulle derover til sommer  i forbindelse med et bryllup i familien, men af forskellige årsager, tror jeg ikke, det kommer til at ske. Men så forhåbentlig i 2013. Og indtil det sker, har jeg heldigvis minderne i min kroppen og billederne at kigge på. De lindrer savnet. For en stund.

 

Sidste år..

På denne dag så min virkelighed således ud:

P1040360

P1040363

Vi fejrede nemlig jul på den anden side af Andedammen. Nærmere betegnet i Scranton, PA hos min mands onkel. Det var en fin oplevelse, og selvom det ikke var jul, som vi kender det, så havde vi nogle rigtig gode dage sammen med familien fra over there.

I USA åbner de som bekendt gaver d. 25, så jeg måtte pænt og tålmodigt vente til dagen efter. Ikke helt nemt selvom man nærmer sig sin 31 års fødselsdag. Vi fik ikke traditionel julemiddag, men derimod en ret, som min mand husker fra sin mormor. Han havde ikke fået den i mange år, og derfor har han besluttet, at vi skal have det d. 23. i år.

I år fejrer vi nemlig jul i Danmark igen. Vi har inviteret mine forældre og min mands stedfar ud til os at spise, og jeg spår, at det bliver en rigtig hyggelig aften. Jeg synes, det er dejligt, at man kan starte sine egne traditioner, og det bliver kun bedre af, at de skabes ud fra andres minder og traditioner. Så binder det familien endnu tættere sammen selvom, der er mange tusinde kilometer imellem os.

Rigtig glædelig jul!