Babyjunglen #1: Barnevogn

Man har et standpunkt…

Billedkilder: http://www.jedo-dk.comhttp://www.babysam.dkhttp://www.arvingen.dk

Jeg har altid haft en helt klar idé om, at når jeg engang skulle være mor, så skulle poden transporteres rundt i en Odder-vogn. Der var ligesom ikke rigtig andre muligheder, da jeg klart synes, det er de mest æstetisk smukke barnevogne. Altså hvis nu vi antager at æstetik og barnevogn kan stå i samme sætning.

Da jeg så blev gravid, og jeg rent faktisk, sådan for alvor,  skulle til at tage stilling til sådan noget som “hvilken barnevogn”, så var jeg pludselig ikke så sikker længere. Eller lad det være sagt, hvis sparegrisen var bugnende fuld, og mit største problem var at beslutte hvilken Birkin til hvilket outfit, så var Odder’en nok stadig en sikker vinder. Men sådan forholder virkeligheden sig ikke helt, og jeg er heller ikke sikker på, jeg ville kunne forsvare at bruge  i omegnen af  10.000 kr. på en barnevogn ud fra egne rent æstetiske behov. For let’s face it, Pandaen er nok ret ligeglad med både æstetik og mærke.

Det er selvfølgelig en (god) mulighed at købe brugt, og jeg har hørt at mange har rigtig gode erfaringer med gode vogne til en fornuftig pris. Men.. For der er flere men’er. Man har ingen garanti på vognen (an på hvor gammel den er, selvfølgelig), og man kan risikere at købe katten i sækken. For én ting er at vognen ser fin ud, men der kan være skjulte fejl, som man måske først opdager ved brug. Og så har man jo ingen mulighed for at klage, hvis der skulle være noget galt.

Jeg har også tænkt meget over den klassiske barnevogn vs. kombi-barnevogn. Som det nok fremgår af Odder-tankerne, har jeg altid været mest til den klassiske barnevogn. Men jeg kan også godt se, at der kan være fordele ved at vælge kombi-versionen. Dét der dog definitivt har afgjort for mig, at det ikke skulle være sådan én, er det relativt korte liggemål. I Bugaboo’en (som jeg i øvrigt ikke synes er særlig pæn overhovedet) er liggemålet f.eks. kun 80 cm, hvilket er hele 17 cm. mindre end i Odder’en – eller de fleste andre barnevogne for den sags skyld. Og så vidt jeg har læst mig til, er liggetmålet i de fleste kombi-vogne 75-80 cm. Om det betyder noget, er jo an på ens behov. Nogle bruger stort set ikke barnevognen, og så kan jeg sagtens se, at der ikke er grund til at købe en stor flyder.

Selvom jeg på nuværende tidspunkt ikke er helt klar til at lave det endelige køb, så har jeg (selvfølgelig) kigget i flere måneder. Jeg faldt faktisk også over en fin, brugt Odder i brun for et par måneder siden. Men den er selvfølgelig long gone nu. Derfor væbnede jeg med min mor, en god portion tålmodighed, og begav mig forleden ind i en fysisk børneudstyrsbutik for allerførste gang. Jeg havde luret på butikkens hjemmeside i forvejen, og målet var at kigge nærmere på en Trille-barnevogn. Jeg har læst en del gode ting om dem, og de ligger i et fornuftigt prisleje. De havde dog ikke den jeg havde udset mig, og det er heller ikke sikkert, de får den igen, da de er ved at skifte til et andet mærke, Jedo. Lettereskuffet.dk.

Men så var det, der skete noget underligt. Jeg kom til at kigge nærmere på Jedo’en (den ovenviste), selvom jeg på forhånd havde afskrevet den p.g.a. kombi-delen samt den blød kaleche. Jeg har nemlig også altid haft en idé om, at den kommende barnevogn skulle have fast kaleche og har derfor altid kategorisk afvist modeller med den bløde variant. Men altså, kom til at tale med ekspedienten, som til min overraskelse kunne fortælle, at den rent faktisk har et liggemål på hele 98 cm. Samtidig har den alu-stel, hvilket betyder, at den virker ret let, og den oplevelse forstærkes kun af de drejelige forhjul. Faktisk anbefalede hun mig at vælge en vogn med drejelige hjul p.g.a. min ringe størrelse, da sådan en nok vil være lettere for mig at manøvrere. Det kan jeg sagtens se det fornuftige i, og det kan sagtens få mig til at se bort fra kravet om fast kaleche. Faktisk endte det med, at jeg havde lyst til at bestille den på stedet. Tal lige om, at gå fra den ene yderlighed til den anden. Fra den klassiske Odder med hård kaleche til den mere nymodens med drejehjul, blød kaleche og sågar en kombimodel! Et plus i forhold til klapvognsdelen er i øvrigt, at den kan ligges helt ned, samt at den kan vendes begge veje, så Pandaen både kan kigge mod verden eller mod os, alt efter hvad behovet er. De eneste (som jeg ser det) minus er, at den tilhørende lift er blød, hvor jeg gerne vil have en hård lift til. Det kan dog nemt løses ved at tilkøbe en hård lift, så større problem er det altså heller ikke.

Efterfølgende smuttede vi en tur forbi Babysam, og det besøg står i skarp kontrast til ovenstående. Ekspedienten værdigede os ikke et blik, og de havde et ringe udvalg af Odder-vogne (kun med blød kaleche), så kunne slet ikke se eller prøve drømmevognen. Prøvede dog alligevel at vippe lidt med de forskellige mærker og modeller, og ingen (undtagen til dels Odder med X-dream-stel) kunne leve op til Jedo’en. Så indtil videre er den front-runner, men vi mangler stadig at kigge nogle steder, så den endelige beslutning er endnu ikke truffet. Skal selvfølgelig også have M med ud at kigge,  og selvom han har proklameret, at det da bare bliver, som jeg gerne vil, så synes jeg, det er vigtigt, at han også får lov at give sit besyv med. Tiden må vise, hvilket køretøj, der rent faktisk ender med at transportere Pandaen rundt.Jedo.

Og således første (og forhåbentlig ikke alt for forvirrende) del af sagaen om de altoverskyggende og vigtige valg i forbindelse med Pandaens komme. 🙂

Advertisements

18

18 uger er der tilbage, før vores lille babypige(?) ser verden for første gang – i hvert fald hvis hun kommer på den fastsatte terminsdag. 18 uger. Det lyder både som utrolig lang og kort tid.  Jeg skifter mellem at synes, at tiden snegler sig af sted til, at den går alt for hurtigt. På en måde føles én aprildag, hvor hele verden ændrede sig som i går, og alligevel føles det også som lysår væk. Er spændt på hvordan de næste måneder kommer til at føles. Der venter en flytning forude, og når den oprinder, er det hele unægteligt endnu tættere på. Forventingen – og angstens – glæde melder sig blandt sommerfugledans i maven.

22+0

 

Det bobler..

Når solen skinner så helt fantastisk vidunderligt, som den har gjort de seneste dage, så kribler det virkelig i mig for at fylde bobler i glasset. Jeg er lidt en modsætningsfyldt type, når  det kommer til alkohol. Enten skal det være øl ellers skal det være bobler. Alt det med cider og søde drinks, det kan jeg bare ikke se det sjove i. Med øl er mit eneste krav i store træk, at den bare skal være kold. Jeg er på ingen måde kender, og kan egentlig bedst lide de helt almindelige danske pilsnertyper. Men en Corona, Heineken eller sågar en Budweiser går jeg eller ikke af vejen for.

Når det kommer til det med bobler er min præference egentlig lidt som ovenstående; alt det søde stads (Asti, føj!) kan folk beholde for sig selv. Jeg rører det ikke. Og så skal de være kolde. Iskolde, så man rigtig kan se boblerne boltre sig i den smykke, gyldne væske. Uhm. Bare tanken, og jeg ville ønske, at min drøm om en champagnekælder allerede nu var virkelighed.

Når det kommer til bobler, er jeg bestemt heller ingen kender. Jeg ved bare, hvad jeg kan lide. Jeg har smagt både billige, midt imellem og dyre dråber. Og ja, man kan godt smage forskel, når man får dem serveret efter hinanden, men i min hverdag er jeg fint tilfreds med en semi-billig prosecco fra Netto.  Men når det er sagt, så er jeg glad for muligheden for at prøve nogle af de bedre ved særlige lejligeder. En af disse var det, da vi drak denne danske (!) mousserende vin, Don’s fra Skærsøgaard Vin. Hold op, en oplevelse! Jeg drømmer om at vi skal have fat i endnu en flaske, som skal nydes til en ganske særlig lejlighed. Forhåbentlig inden alt for længe. Og indtil da må jeg nøjes med de billigere bobler – lidt har også ret og i godt selskab går det meste an.

Tirsdagstune: Adele – Someone Like You

Denne sang betyder noget for mig på mange måder. Det er én af de få, der kan få tårene til at strømme ned ad mine kinder uaget, at jeg sidder i bussen på vej hjem fra arbejde. Jeg hørte den meget i efteråret, og jeg husker tydeligt en anden tur med bussen, hvor tårene mængede sig med sensommerens solstråler. Og den minder mig om, at disse uger, skulle være brugt på anden vis. Nogle gange spiller livet én et puds, som man forsøger at indrette sig efter. Når tingene så alligevel falder fra hinanden, må man bare prøve at følge med. Eller bare at overleve. Og det sker, at der kommer tidspunkter, som nu, hvor man ikke kan slippe væk fra de knusende fakta. Man må bare se dem i øjnene og forlige sig. På sigt og med tiden.

 

Virkelighedsflugt

Det er muligvis ikke det rigtige at gøre men uanset dét, så er der noget helt enormt befriende over at lade hverdagen og livet falde ind i glemslen for en stund og bare nyde nuet. Lige præcis dét praktiserede jeg hele sidste uge, og det er meget længe siden, jeg har følt mig så fri. Fri fra tanker, bekymringer og negative tanker. Hvis jeg havde muligheden tog jeg af sted igen i morgen. Og hvem ved, måske gør jeg det. Eller måske ikke lige i morgen, men snart. Nu er tiden, hvor vigtige beslutninger skal træffes og en mulighed har meldt sig på banen. Eller en eventuel mulighed. Den gør nysgerrig og giver sommerfugle i maven. Så det skal overvejes og undersøges nøje, og måske jeg får mulighed for at forlænge virkelighedsflugten på ubestemt tid. Men indtil da vil jeg tænke mig tilbage til et solbeskinnet bjerg i Østrig og fortrænge det negative. Måske det lykkes. Jeg håber.

Minder varer evigt

Kiggede på kalenderen på min telefon, og datoen sagde mig eller andet. Og straks efter gik det op for mig, at det i dag er præcis ét år siden, vi stod af flyet i Københavns Lufthavn og igen satte benene på dansk jord, efter 6 fantastiske, oplevelsesrige måneder i NYC.

Det var selvfølgelig skønt at komme hjem til venner og familie, som var meget savnede, mens vi var væk. Men det var også med vemod og følelsen af sorg, at jeg forlod den by, jeg var så heldigt at kalde mit hjem fra august til januar. New York er et magisk sted, der sniger sig ind under huden og ind i hjertet, hvor den lænker sig fast. Der skabes et ubrydeligt bånd, og en afhængighed man aldrig kan – eller vil – vænnes fra. Ofte kan jeg mærke længslen efter at komme tilbage. I mit sind, men også som den fysiske smerte, der hører med det at savne.

Jeg ved, at jeg kommer tilbage igen. Og jeg har allerede 1000 ting jeg gerne vil, når det sker. Egentlig var det lidt planen, at vi skulle derover til sommer  i forbindelse med et bryllup i familien, men af forskellige årsager, tror jeg ikke, det kommer til at ske. Men så forhåbentlig i 2013. Og indtil det sker, har jeg heldigvis minderne i min kroppen og billederne at kigge på. De lindrer savnet. For en stund.

 

No hero in her sky…

Nytårsaften blev min mand og jeg spurgt om 2011 havde været et godt år. “Nej!”, lød det prompte og entydige svar. Et sigende blik kunne fortælle, at vi også begge tænkte tilbage på den ultimativt værste dag. Dagen, jeg både kan huske og føle som var det i går.

2012 skal være anderledes. Eller, 2012 skulle være anderledes, men har allerede budt på for mange tårer. Hvordan sørger man for det, når ens skæbne er ude af egne hænder? Hvordan samler man sig selv op, når man er knust i 1000 stykker, man ikke ved hvordan man skal sætte sammen?

I går kom et vigtigt brev. Et brev, der indgyder håb og frygt. Et brev, der har magten til at gøre 2012 til himmel eller helvede. Jeg vil finde superlimen frem og begynde at sætte stumperne af dét, der engang var Marianne rigtig godt sammen. Imens håber jeg på det første.

I heart Århus

Jeg nærer en dyb og uskyldig kærlighed til min by, Århus. Dyb er den, fordi den har vokset sig større og større gennem snart 31 år og uskyldig fordi, den aldrig skuffer mig, har været mig utro eller kræver det umulige af mig. Det er en barnlig kærlighed, som blomstrer i kraft af sin bare eksistens. Den er ikke betinget af (dyre) gaver, uopnåelige standarder eller følelsesmæssige spil. Århus ved jeg altid, hvor jeg har, og jeg kan altid vende hjem.

Som inkarneret bysbarn, der har trådt sine barnesko, sine teenage-Buffalo-sko og sidenhen sine voksenstilletter på Frederiksbjerg, har det været hårdt at se sig parkeret uden for lands lov og ret. I en by hvor det tilsyneladende er normalt både at handle og hente børn iført Crocs. Det er kun midlertidigt, og det minder jeg mig selv om hver dag. Én dag forenes min kærlighed og jeg igen. Og indtil da er jeg lykkelig over, at mine forældre stadig bor i barndommens gade, så jeg jævnligt kan minde byen om min tilstedeværelse.

Tilfældige billeder fra en tilfældig dag sammen med Århus:

DSC_0297

DSC_0303

DSC_0329

DSC_0348

Musikalske minder

Noget musik er ligegyldigt og fungerer højst som ekstra støj under støvsugningen, og så findes der musik af den magiske slags, der fører én ind i et univers af minder, følelser og sårbarhed. Ofte er det sange, man har hørt i en bestemt periode eller i forbindelse med en speciel oplevelse, som kan fremkalde den eksakte følelse selv mange år senere. Én af dem, der kan gøre det for mig, er The Streets – Dry your eyes. Alt der skal til er de første 5 sekunder, og jeg er ført tilbage til dén sommer. Ungdom, glæde, melankoli. Da jeg, for noget tid siden, hørte Jar of Hearts med Christina Perri vækkede den en del minder om en tid, jeg egentlig allerhelst ville glemme. Men minder, gode som dårlige, er dyrebare og uden dem, ville jeg garanteret ikke være hvor jeg er i dag. I et liv fuld af kærlighed.