Tirsdagstune: The Floor is Made of Lava – Lost in the Woods

En af mine alleryndlingssange for tiden er sidste uges uundgåelige på P3. Jeg bliver glad, sådan helt ind i mit inderste, når jeg hører den. Den minder mig om roadtrip ned ad Highway 1  i Californien. Jeg kan ligefrem dufte Stillehavet og høre dets hypnitiserende brusen, når Lost in the Woods får lov at brage ud af højtalerne herhjemme.

Bare mig, manden og en fabelagtig Mustang. Det var ren frihed, og jeg får lyst til at tage af sted igen. Lige med det samme. Og have denne med øverst på playlisten.

Advertisements

Virkelighedsflugt

Det er muligvis ikke det rigtige at gøre men uanset dét, så er der noget helt enormt befriende over at lade hverdagen og livet falde ind i glemslen for en stund og bare nyde nuet. Lige præcis dét praktiserede jeg hele sidste uge, og det er meget længe siden, jeg har følt mig så fri. Fri fra tanker, bekymringer og negative tanker. Hvis jeg havde muligheden tog jeg af sted igen i morgen. Og hvem ved, måske gør jeg det. Eller måske ikke lige i morgen, men snart. Nu er tiden, hvor vigtige beslutninger skal træffes og en mulighed har meldt sig på banen. Eller en eventuel mulighed. Den gør nysgerrig og giver sommerfugle i maven. Så det skal overvejes og undersøges nøje, og måske jeg får mulighed for at forlænge virkelighedsflugten på ubestemt tid. Men indtil da vil jeg tænke mig tilbage til et solbeskinnet bjerg i Østrig og fortrænge det negative. Måske det lykkes. Jeg håber.

skivejr

På fredag år turen til Østrig. Forskellige omstændigheder har gjort, at det kun er min mand og jeg, der skal afsted. Men det er fint. Egentlig er det sådan jeg helst vil det. Win. Vi forlader Århus med bus først på eftermiddagen fredag og ankommer om morgenen lørdag. Det betyder, at vi får en hel dag mere på ski end først beregnet. Mere win. Og vejrudsigten ser indtil videre sådan ud. Endnu mere win.

Minder varer evigt

Kiggede på kalenderen på min telefon, og datoen sagde mig eller andet. Og straks efter gik det op for mig, at det i dag er præcis ét år siden, vi stod af flyet i Københavns Lufthavn og igen satte benene på dansk jord, efter 6 fantastiske, oplevelsesrige måneder i NYC.

Det var selvfølgelig skønt at komme hjem til venner og familie, som var meget savnede, mens vi var væk. Men det var også med vemod og følelsen af sorg, at jeg forlod den by, jeg var så heldigt at kalde mit hjem fra august til januar. New York er et magisk sted, der sniger sig ind under huden og ind i hjertet, hvor den lænker sig fast. Der skabes et ubrydeligt bånd, og en afhængighed man aldrig kan – eller vil – vænnes fra. Ofte kan jeg mærke længslen efter at komme tilbage. I mit sind, men også som den fysiske smerte, der hører med det at savne.

Jeg ved, at jeg kommer tilbage igen. Og jeg har allerede 1000 ting jeg gerne vil, når det sker. Egentlig var det lidt planen, at vi skulle derover til sommer  i forbindelse med et bryllup i familien, men af forskellige årsager, tror jeg ikke, det kommer til at ske. Men så forhåbentlig i 2013. Og indtil det sker, har jeg heldigvis minderne i min kroppen og billederne at kigge på. De lindrer savnet. For en stund.

 

Drømmen om Frihed

Jeg tæller ned til tidligt om morgenen d. 11. februar. Da går turen nemlig til de Østrigske Alper. For første gang i 4 år. Og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at tilbringe en uge væk fra bekymringer og store tanker. Til kærlighed. Til at se om nye, varige venskaber opstår. Til at gense det smukke landskab. Til lange dage uden make-up i skitøj. Til afterski. Til friheden.