Dengang det var sommer..

Ja, der var da lige et par dage i sidste uge (tror jeg det var), hvor det var usigeligt varmt, og sommeren gav en lille reminder om, hvordan sådan én føles. En sommer, altså. Lad det være sagt med det samme, jeg synes, det var alt, alt, alt for varmt. Især i mandags var det ulideligt. Når det bliver så varmt, kan jeg ingenting. Andet en at klage og brokke mig.

Men weekenden inden var lidt mere tålelig, og vi fik i hvert fald udnyttet, at det var vejr til frokost i det fri. Og til at plukke brombær. Og til at bade for første gang i to(!) år for mit vedkommende. Sidste gang jeg hoppede rundt i bølgen blå, var det på stranden i New York. Jeg elsker at bade. Som i virkelig E.L.S.K.E.R det, og derfor er jeg virkelig glad for, at jeg i det mindste nåede ud en enkelt gang i år.

Nu er sommeren imidlertid væk. Den klamme, varme sommer i hvert fald. Århus har i dag været ramt af skybrud, så det må siges at være lidt af en kontrast til sidste søndag. Omend badedragten kunne have været ligeså fornuftig påklædning i dag.

Når minder og drømme flyder sammen

Billedet over sengen er taget fra Empire State Building en aftentime i august 2007. Det var første gang jeg var i USA og i New York. Det var én af de skelsættende begivenheder i mit liv, det var dér jeg indså, at også jeg kunne drømme store drømme. Ikke kun om natten. Det var dér kimen til det eventyr, der startede 3 år senere, blev lagt.

Jeg kan godt lide at have billeder i soveværelset, især nogle som giver mig ro og som inspirerer til glade tanker fuld af kærlighed til livet. Og lige præcis dét gør mit Empire-billede. Så nu kan jeg kombinere minderne med drømmene – både de natlige og dem om fremtiden.

Tirsdagstune: Jason Mraz – I’m yours

Der findes ingen sang i denne verden, der er mere speciel for mig en Jason Mraz’ I’m yours. Da vi var i USA i december 2008 for at holde jul og nytår, blev den spillet igen og igen, så vi hørte den rigtig mange gange mens vi kørte rundt både i New Jersey, New York og i Texas.

D. 29. december, sad jeg på en fin trappesten på en fantastisk gade i New York, da den mest vidunderlige mand fandt tog den smukkeste diamantring op af lommen og spurgte, om jeg vil gifte mig med ham. I dét øjeblik stod verden stille, og jeg hengav mig 100% til ham og kærligheden med mit ‘ja’. Da I’m yours i høj grad var soundtracket til vores tur, blev den hurtigt og helt tilfældigt til ‘vores sang’. Det var derfor også den, jeg skulle indspille på min polterabend, og det er også den, jeg hører, når jeg trænger allermest til at blive mindet om, hvor helt fantastisk heldig jeg er at være elsket af ham, hvis jeg er. Og altid vil være.

Kærlighed er ikke kun en dans på roser, den kan også gøre ondt, gøre vred og gøre ked af det. Men det smukke ligger i, at lige bag disse følelser ligger trygheden, varmen og smilene og venter på, at det dårlige fordufter. Det smukke i den sande kærlighed er, at selvom det gør ondt, vil man aldrig være foruden.

New York Sunset

Endnu engang dagdrømmer jeg om svagt lyserøde solnedgange i New York, og drømmen bliver næsten virkeliggjort når dette syn møder én i en tidlig aftentime. Træfigurerne købte jeg på MoMA kort inde  vi tog hjem, og det har jeg aldrig fortrudt, da de dagligt minder mig om min alleryndlings skyline.

Empire State of Mind

Jeg elsker at omgive mig med ting, der minder mig om nogle af de lykkeligste øjeblikke i mit liv. Det gælder billeder og i særdeleshed små ting, jeg enten har fået eller selv har købt. Min Empire State Building i LEGO falder i første kategori. Jeg fik den nemlig af min elskelige mand til jul i 2010, mens vi boede i New York. Jeg har et helt særligt forhold til en bygning, og for mig er den indbegrebet af New York. Når jeg skulle hen til vores lokale supermarked, tårnede den altid op i det fjerne og mindede mig om, hvor helt fantastisk heldig jeg var at få lov til at bo i verdens mest vidunderlige by. Derfor er jeg svært glad for, at den nu står i bogreolen og, omend i en noget mindre udgave, dagligt minder mig om en tid jeg aldrig ville være foruden.

Om at se tilbage

Midt i en arbejdsdag, der er præget af alt for mange opgaver og alt for lidt tid, listede mine tanker stille og roligt tilbage til en septemberdag i 2010. Jeg var alene i NYC, min mand var i New Jersey og det var en uhørt varm sensommerdag. Termometeret viste over 30 grader, og jeg besluttede at gå en tur ned til Hudson-floden. 5 minutters gang ned ad vores gade, og man mødte vandet og New Jersey i det fjerne. Den dag var særlig. Det var én af de få dage byen var min alene og ikke skulle deles. Jeg kunne helt selv bestemme, og havde kun mine tanker som ledsager. Jeg gik en lang tur langs vandet og i The Village, og jeg husker stadig følelsen af frihed, der overrumplede min krop. Følelsen af at have opnået drømmen. Vi gjorde det. Jeg gjorde det.

Selvom det er næsten 1 1/2 år siden, jeg tog dette billede, så står dét, omgivelserne og omstændighederne stadig så lysende klart for mig. Selvom jeg mener, at man mest skal se fremad og ikke hænge sig i fortiden, så elsker jeg at have minder, der fylder kroppen med varme. Og som minder om, at dét kan lade sig gøre. Uanet hvad. At se tilbage kan også være et glimt ind i fremtiden.

P1030603

Minder varer evigt

Kiggede på kalenderen på min telefon, og datoen sagde mig eller andet. Og straks efter gik det op for mig, at det i dag er præcis ét år siden, vi stod af flyet i Københavns Lufthavn og igen satte benene på dansk jord, efter 6 fantastiske, oplevelsesrige måneder i NYC.

Det var selvfølgelig skønt at komme hjem til venner og familie, som var meget savnede, mens vi var væk. Men det var også med vemod og følelsen af sorg, at jeg forlod den by, jeg var så heldigt at kalde mit hjem fra august til januar. New York er et magisk sted, der sniger sig ind under huden og ind i hjertet, hvor den lænker sig fast. Der skabes et ubrydeligt bånd, og en afhængighed man aldrig kan – eller vil – vænnes fra. Ofte kan jeg mærke længslen efter at komme tilbage. I mit sind, men også som den fysiske smerte, der hører med det at savne.

Jeg ved, at jeg kommer tilbage igen. Og jeg har allerede 1000 ting jeg gerne vil, når det sker. Egentlig var det lidt planen, at vi skulle derover til sommer  i forbindelse med et bryllup i familien, men af forskellige årsager, tror jeg ikke, det kommer til at ske. Men så forhåbentlig i 2013. Og indtil det sker, har jeg heldigvis minderne i min kroppen og billederne at kigge på. De lindrer savnet. For en stund.

 

Urbane minder

Da jeg så Urbania, Kählers seneste skud på stammen af keramik-skønheder, gippede det en smule i mig. For den ene første mig straks tilbage til august sidste år, hvor jeg stod i High Line Park på en varm og fugtig sommerdag og kiggede ud over gamle industribygninger og Hudson-floden. Vi var lige flyttet til byen og var begge fyldt af forventningens glæde og nysgerrighed.

Vi kom jævnligt i High Line Park i det halve år, vi tilbragte i NYC og hver gang fascineredes jeg af bygningen med de forskellige vinduer. Fantasien og legesygen, der ligger bag, er sigende for New York og noget af det fantastiske ved at tilbringe så lang tid der, er alle de små perler, man dagligt opdager på sin vej.

Urbania skal helt sikkert hjem til mig og bo en dag, så jeg i tankerne kan føres tilbage til dage, hvor levet blev levet fuldt ud og drømmene fulgt.

BuildingNYC

 

KählerUrbania

Billede fra www.luxoliving.dk

Let it snow

Det sner i New York. Eller det har i hvert fald  sneet. Det får mig til at savne. Længes. Og mindes. Sidste år på præcis denne tid, var der omkring 20 grader om dagen. Mine forældre og lillebror var på besøg, og ofte var det for varmt at have jakke på. Og i år raser snestormen. Forunderlig verden. Snestorm i New York. Husker tydeligt da vi skulle køre hjem efter en jul uden for byen og knap nåede frem inden snestormen lukkede alt ned. Alt var hvid og magisk. Dagen efter tog jeg dette billede på vores gade.

NYSnow

De Små Ting #1

Når man efterhånden har delt bolig og kærlighed i 7 år, så kender man hinanden rigtig godt. Både styker og svagheder. At min mand især kender mine de sidste, blev tydeligt en aften i sidste uge, da han, efter en tur til Padborg Park, troppede op med både Nutella og Matador Mix. Og når han på betænksom vis endda også har købt en bøtte Matador Mix til min far, der deler min bizarre kærlighed til det farvestrålende slik (mon det ligger i generne?), så smelter mit hjerte endnu mere.

Nutella får jeg sjældent, men når jeg endelig gør, så er det næsten ikke noget jeg nyder mere end en ristet rugbrød med det brune stads. Og Matador Mix har gentagne gange resulteret i voldsom kvalme efter heftigt indtag. Det var noget af dét jeg savnede allermest i løbet af vores 6 mrd. i New York. Næsten ligeså meget som en rugbrødsmad med leverpostej.

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at næringsværdien i begge må være lig 0 – måske endda en smule i minus – men så længe det ikke er en dagligdagsting, vil jeg unde mig selv at leve en smule syndigt engang imellem. Og når ens mand kommer med gaver, så er da det uforskammet ikke at spise dem, ik?

DSC_0201