Århus i farver

Da vi havde bryllupsdag d. 4. juli, gav min mand mig et gavekort til ARoS , så vi kunne komme en tur op i Regnbuen – eller Your Rainbow Panorama, som det vist officielt hedder. Jeg har længe gerne ville se det, så jeg synes, der var en rigtig god gave. Generelt er jeg stor fan af oplevelsesgaver, der giver os fantastiske øjeblikke og minder sammen. Som det f.eks. var tilfældet med min morgengave, da vi blev gift, der var en rejse til Berlin.

Men tilbage til ARoS. Det var ikke helt let at finde en oplagt dag, da sommeren jo ikke har været videre stabil, men det lykkedes os at fange en solskinsdag i starten af august.

Jeg skal gerne indrømme, at det var med bævende knæ og en smule tårer i øjenkrogen, at jeg gik ind i glas(!)elevatoren på vej mod toppen. Jeg lider af ekstrem højdeskræk, men prøver også inderligt at komme den til livs – eller i hvert fald sørge for, at det ikke får lov til at styre mit liv fuldstændig. Dog var jeg meget tæt på at give op, da vi kom ud af elevatoren, og det føltes som, at der var frit fald ned til Vester Allés travle trafik. Men med bittesmå skridt og i bedste Ozzy Osbourne-stil lykkedes det mig at tøffe regnbuen rundt. Stor sejr.

Og større var sejren faktisk, da jeg besluttede, at vi skulle tage en tur til, hvor jeg rent faktisk turde gå (nogenlunde) oprejst, og uden af M var i overhængende fare for at få lukket for blodtilførslen i højre arm. Det er en helt fantastisk smuk oplevelse at se sit elskede Århus indhyllet i alle regnbuens farver. Jeg er virkelig, virkelig glad for, at jeg overvandt mig selv, og kan tænkte tilbage på oplevelsen med glæde i stedet for frygt.

Og slutteligt; sådan ser man ud, når man prøver at virke totalt cool og ovenpå – men bare slet ikke er det:

Det bobler..

Når solen skinner så helt fantastisk vidunderligt, som den har gjort de seneste dage, så kribler det virkelig i mig for at fylde bobler i glasset. Jeg er lidt en modsætningsfyldt type, når  det kommer til alkohol. Enten skal det være øl ellers skal det være bobler. Alt det med cider og søde drinks, det kan jeg bare ikke se det sjove i. Med øl er mit eneste krav i store træk, at den bare skal være kold. Jeg er på ingen måde kender, og kan egentlig bedst lide de helt almindelige danske pilsnertyper. Men en Corona, Heineken eller sågar en Budweiser går jeg eller ikke af vejen for.

Når det kommer til det med bobler er min præference egentlig lidt som ovenstående; alt det søde stads (Asti, føj!) kan folk beholde for sig selv. Jeg rører det ikke. Og så skal de være kolde. Iskolde, så man rigtig kan se boblerne boltre sig i den smykke, gyldne væske. Uhm. Bare tanken, og jeg ville ønske, at min drøm om en champagnekælder allerede nu var virkelighed.

Når det kommer til bobler, er jeg bestemt heller ingen kender. Jeg ved bare, hvad jeg kan lide. Jeg har smagt både billige, midt imellem og dyre dråber. Og ja, man kan godt smage forskel, når man får dem serveret efter hinanden, men i min hverdag er jeg fint tilfreds med en semi-billig prosecco fra Netto.  Men når det er sagt, så er jeg glad for muligheden for at prøve nogle af de bedre ved særlige lejligeder. En af disse var det, da vi drak denne danske (!) mousserende vin, Don’s fra Skærsøgaard Vin. Hold op, en oplevelse! Jeg drømmer om at vi skal have fat i endnu en flaske, som skal nydes til en ganske særlig lejlighed. Forhåbentlig inden alt for længe. Og indtil da må jeg nøjes med de billigere bobler – lidt har også ret og i godt selskab går det meste an.

Når minder og drømme flyder sammen

Billedet over sengen er taget fra Empire State Building en aftentime i august 2007. Det var første gang jeg var i USA og i New York. Det var én af de skelsættende begivenheder i mit liv, det var dér jeg indså, at også jeg kunne drømme store drømme. Ikke kun om natten. Det var dér kimen til det eventyr, der startede 3 år senere, blev lagt.

Jeg kan godt lide at have billeder i soveværelset, især nogle som giver mig ro og som inspirerer til glade tanker fuld af kærlighed til livet. Og lige præcis dét gør mit Empire-billede. Så nu kan jeg kombinere minderne med drømmene – både de natlige og dem om fremtiden.

Sunset Rose

Rosen er ubetinget min yndlingsblomst, så min glæde var stor, da mine forældre troppede op med en smuk én af slagsen her til eftermiddag. Den fik straks sin plads på altanen, så jeg også kan se den fra stuen, og det var herfra jeg pludselig så, hvordan nogle af dagens sidste stråler ramte de fløjlsbløde blade og skabte en drømmende sommerstemning. Dét syn er jeg vant til fra varme sommeraftener i mine forældres have, hvor solnedgangens skønhed nydes sammen med forventningen om morgendagens solopgang bringer.

Tirsdagstune: Jason Mraz – I’m yours

Der findes ingen sang i denne verden, der er mere speciel for mig en Jason Mraz’ I’m yours. Da vi var i USA i december 2008 for at holde jul og nytår, blev den spillet igen og igen, så vi hørte den rigtig mange gange mens vi kørte rundt både i New Jersey, New York og i Texas.

D. 29. december, sad jeg på en fin trappesten på en fantastisk gade i New York, da den mest vidunderlige mand fandt tog den smukkeste diamantring op af lommen og spurgte, om jeg vil gifte mig med ham. I dét øjeblik stod verden stille, og jeg hengav mig 100% til ham og kærligheden med mit ‘ja’. Da I’m yours i høj grad var soundtracket til vores tur, blev den hurtigt og helt tilfældigt til ‘vores sang’. Det var derfor også den, jeg skulle indspille på min polterabend, og det er også den, jeg hører, når jeg trænger allermest til at blive mindet om, hvor helt fantastisk heldig jeg er at være elsket af ham, hvis jeg er. Og altid vil være.

Kærlighed er ikke kun en dans på roser, den kan også gøre ondt, gøre vred og gøre ked af det. Men det smukke ligger i, at lige bag disse følelser ligger trygheden, varmen og smilene og venter på, at det dårlige fordufter. Det smukke i den sande kærlighed er, at selvom det gør ondt, vil man aldrig være foruden.

Min fjer

Én ting jeg holder rigtig meget af er min fjer-fascinator, som jeg havde på til vores bryllup for snart 3 år siden. Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ikke skulle have slør på. En beslutning jeg kun blev bekræftet i, da jeg prøvede et af slagsen. Det føltes bare så forkert. Fra første øjeblik jeg så kjolen, det var før et frieri overhovedet havde fundet sted, vidste jeg, at dén skulle jeg giftes i, hvis den dag nogensinde skulle komme. Og det samme vidste jeg, da jeg så min fjer. Det var bare så rigtigt.

Den er lavet specielt til mig, bestående af strudsefjer og med Swarowski-krystaller, som også var syet på min brudekjole. Vi blev gift på én af årets varmeste dage, men når en lille brise alligevel ramte de sarte fjer, dansede de blidt, som for at fejre den kærlighed dagen var indhyllet i.

Den dag i dag, elsker jeg min fjer, og jeg bliver glad og varm inden i, når jeg finder den frem. Hvad enten det bare er for at puste lidt til den eller for at tage den på. Efter brylluppet valgte jeg at få lagt min kjole op samt at få den farvet. Jeg kunne ikke bære tanken om aldrig at skulle have den på igen. Ligeledes valgte jeg at få farvet min fjer, så den stadig kan bruges sammen med kjolen. Jeg bruger den dog også til andre lejligheder og knap så festlige outfits. Jeg ved næsten ikke noget bedre end at finde fjeren frem og iføre mig den dag i juli 2009, der var så fuld af dybfølt kærlighed.

New York Sunset

Endnu engang dagdrømmer jeg om svagt lyserøde solnedgange i New York, og drømmen bliver næsten virkeliggjort når dette syn møder én i en tidlig aftentime. Træfigurerne købte jeg på MoMA kort inde  vi tog hjem, og det har jeg aldrig fortrudt, da de dagligt minder mig om min alleryndlings skyline.

Tirsdagstune: Kashmir – In the Sand

En lille tur ned ad Mindernes Vej ledte mig tilbage ind i Kasmirs kendte univers. Jeg stod egentlig lidt af efter Zitilites, ikke fordi jeg ikke kan lide dét, de laver nu, jeg synes bare deres ældre materiale er langt, langt bedre. Men sådan har jeg det med meget musik, det er præcis samme historie med Madonna og U2. Så kan man jo diskutere, om jeg bare er kedelig og imod fornyelse, men det hører et helt andet indlæg til.

Jeg kan stadig huske første gang, jeg stiftede bekendtskab med Kashmir. Det var kort efter Travelogue var udkommet, og jeg var lige kommet hjem fra kanotur med folkeskoleklassen. Jeg elsker musikalske minder, der med et snuptag, bringer én tilbage til en tid og en stemning. Cruzential var i høj grad soundtracket til hele mit år i 10. klasse fyldt med gode fester, uforløst ungdomskærlighed og dyrebare minder.  Jeg kan stadig huske glæden, da det gik op for os, at Kashmir skulle spille til Spot 04 i 1997. Og et par år senere spillede Kashmir hovedrollen i, at jeg blev kærester med en særlig person, der kom til at betyde rigtig meget for mig.

I dag hører jeg egentlig kun Kashmir, når de bliver spillet i radioen, men jeg synes deres single Electrified Love er ganske fantastisk.

In the Sand er fra Zitilites, et album der rummer rigtig mange gode numre. Det er ikke mit alleryndlingsnummer, men det rummer tilpas meget melankoli til, at det passer rigtig godt til min sindsstemning i disse tider. Og som jeg sidder og gennemgår Kashmirs bagkatalog, så kunne jeg virkelig godt ønske mig, at jeg skulle se dem til Spot i maj. Må hjem og støve de gamler cd’er af og drømme mig tilbage til ungdommen for en stund.