Små, store(!) omvæltninger

Hvordan forbereder man sig, når livet inden længe vil ændre sig radikalt? Hvordan sørger man for at have sig selv med hele vejen? Og hvad med parforholdet, kæresteriet og tosomheden?

Uanset hvad svarene måtte være på ovenstående, så er vi klar – og skal nok skal klare det! Og vi glæder os!

3

I dag er det præcis 3 år siden, jeg stod på den varmeste dag i den varmeste kirke og sagde “ja” til manden i mit liv. De 3 år er fløjet af sted, og på samme tid så føles det som en uendelighed siden, jeg sad og forsøgte at klemme bare en smule melon i mig om morgenen d. 4. juli 2009. Det var en helt uforglemmelig dag, og der går ikke én dag, hvor jeg ikke kigger ned på min elskede vielsesring og tænker på den dag, hvor vi blev hinandens.

Tirsdagstune: Jason Mraz – I’m yours

Der findes ingen sang i denne verden, der er mere speciel for mig en Jason Mraz’ I’m yours. Da vi var i USA i december 2008 for at holde jul og nytår, blev den spillet igen og igen, så vi hørte den rigtig mange gange mens vi kørte rundt både i New Jersey, New York og i Texas.

D. 29. december, sad jeg på en fin trappesten på en fantastisk gade i New York, da den mest vidunderlige mand fandt tog den smukkeste diamantring op af lommen og spurgte, om jeg vil gifte mig med ham. I dét øjeblik stod verden stille, og jeg hengav mig 100% til ham og kærligheden med mit ‘ja’. Da I’m yours i høj grad var soundtracket til vores tur, blev den hurtigt og helt tilfældigt til ‘vores sang’. Det var derfor også den, jeg skulle indspille på min polterabend, og det er også den, jeg hører, når jeg trænger allermest til at blive mindet om, hvor helt fantastisk heldig jeg er at være elsket af ham, hvis jeg er. Og altid vil være.

Kærlighed er ikke kun en dans på roser, den kan også gøre ondt, gøre vred og gøre ked af det. Men det smukke ligger i, at lige bag disse følelser ligger trygheden, varmen og smilene og venter på, at det dårlige fordufter. Det smukke i den sande kærlighed er, at selvom det gør ondt, vil man aldrig være foruden.

Min fjer

Én ting jeg holder rigtig meget af er min fjer-fascinator, som jeg havde på til vores bryllup for snart 3 år siden. Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ikke skulle have slør på. En beslutning jeg kun blev bekræftet i, da jeg prøvede et af slagsen. Det føltes bare så forkert. Fra første øjeblik jeg så kjolen, det var før et frieri overhovedet havde fundet sted, vidste jeg, at dén skulle jeg giftes i, hvis den dag nogensinde skulle komme. Og det samme vidste jeg, da jeg så min fjer. Det var bare så rigtigt.

Den er lavet specielt til mig, bestående af strudsefjer og med Swarowski-krystaller, som også var syet på min brudekjole. Vi blev gift på én af årets varmeste dage, men når en lille brise alligevel ramte de sarte fjer, dansede de blidt, som for at fejre den kærlighed dagen var indhyllet i.

Den dag i dag, elsker jeg min fjer, og jeg bliver glad og varm inden i, når jeg finder den frem. Hvad enten det bare er for at puste lidt til den eller for at tage den på. Efter brylluppet valgte jeg at få lagt min kjole op samt at få den farvet. Jeg kunne ikke bære tanken om aldrig at skulle have den på igen. Ligeledes valgte jeg at få farvet min fjer, så den stadig kan bruges sammen med kjolen. Jeg bruger den dog også til andre lejligheder og knap så festlige outfits. Jeg ved næsten ikke noget bedre end at finde fjeren frem og iføre mig den dag i juli 2009, der var så fuld af dybfølt kærlighed.

Tirsdagstune: Snow Patrol – Chasing Cars

Åh, hvor ville jeg inderligt ønske, at jeg skulle til Northside i juni. Ikke nok med, at jeg gerne vil (gen)se Kashmir, Malk De Koijn, Dúné, The Asteroids Galaxy Tour, Marina and the Diamonds, Kasabian, Oh Land og Garbage, så kommer Snow Patrol også! Og jeg kan mildest talt sagtens forestille mig at stå med en kold fadøl i den ene hånd, min elskede i den den anden og skråle med på Chasing Cars. Og alle de andre eminente numre Snow Patrol har præsteret.

Førsteprioriteten er dog bryllup i USA til sommer, så økonomien er ikke til at tage med som betalende gæst. Men så er det jo ganske heldigt og belejligt, at mine forældres kolonihave ligger lige ved siden af. Så ligesom sidste år, har jeg tænkt mig at feste med. På afstand…

Empire State of Mind

Jeg elsker at omgive mig med ting, der minder mig om nogle af de lykkeligste øjeblikke i mit liv. Det gælder billeder og i særdeleshed små ting, jeg enten har fået eller selv har købt. Min Empire State Building i LEGO falder i første kategori. Jeg fik den nemlig af min elskelige mand til jul i 2010, mens vi boede i New York. Jeg har et helt særligt forhold til en bygning, og for mig er den indbegrebet af New York. Når jeg skulle hen til vores lokale supermarked, tårnede den altid op i det fjerne og mindede mig om, hvor helt fantastisk heldig jeg var at få lov til at bo i verdens mest vidunderlige by. Derfor er jeg svært glad for, at den nu står i bogreolen og, omend i en noget mindre udgave, dagligt minder mig om en tid jeg aldrig ville være foruden.

Tirsdagstune: Brandi Carlile – The Story

Lige for tiden står The Story lysende klart for mig som den ultimative kærlighedserklæring og -sang. Jeg hørte den i et afsnit af Grey’s Anatomy, sunget helt formidabelt af Sara Ramirez.  Den rørte mig så dybt, og har hørt den næsten non-stop siden. Både originalen af Brandi Carlile og den fra Grey’s. Og det er lige før jeg rent faktisk vil påstå, at sidstnævnte er bedst.

Sangen rummer så meget dybde, og tårerne har det med at vælte ud af mine øjne, når jeg hører den. Den er smuk og stærk på samme tid. Og jeg føler mig velsignet over at kende kærlighed så stærk, at jeg føler ordene i hele kroppen og helt ind i sjælen. Uanset hvor ulykkelig jeg føler mig, så ved jeg også, at jeg er heldig.

Tirsdagstune: Kashmir – In the Sand

En lille tur ned ad Mindernes Vej ledte mig tilbage ind i Kasmirs kendte univers. Jeg stod egentlig lidt af efter Zitilites, ikke fordi jeg ikke kan lide dét, de laver nu, jeg synes bare deres ældre materiale er langt, langt bedre. Men sådan har jeg det med meget musik, det er præcis samme historie med Madonna og U2. Så kan man jo diskutere, om jeg bare er kedelig og imod fornyelse, men det hører et helt andet indlæg til.

Jeg kan stadig huske første gang, jeg stiftede bekendtskab med Kashmir. Det var kort efter Travelogue var udkommet, og jeg var lige kommet hjem fra kanotur med folkeskoleklassen. Jeg elsker musikalske minder, der med et snuptag, bringer én tilbage til en tid og en stemning. Cruzential var i høj grad soundtracket til hele mit år i 10. klasse fyldt med gode fester, uforløst ungdomskærlighed og dyrebare minder.  Jeg kan stadig huske glæden, da det gik op for os, at Kashmir skulle spille til Spot 04 i 1997. Og et par år senere spillede Kashmir hovedrollen i, at jeg blev kærester med en særlig person, der kom til at betyde rigtig meget for mig.

I dag hører jeg egentlig kun Kashmir, når de bliver spillet i radioen, men jeg synes deres single Electrified Love er ganske fantastisk.

In the Sand er fra Zitilites, et album der rummer rigtig mange gode numre. Det er ikke mit alleryndlingsnummer, men det rummer tilpas meget melankoli til, at det passer rigtig godt til min sindsstemning i disse tider. Og som jeg sidder og gennemgår Kashmirs bagkatalog, så kunne jeg virkelig godt ønske mig, at jeg skulle se dem til Spot i maj. Må hjem og støve de gamler cd’er af og drømme mig tilbage til ungdommen for en stund.

Virkelighedsflugt

Det er muligvis ikke det rigtige at gøre men uanset dét, så er der noget helt enormt befriende over at lade hverdagen og livet falde ind i glemslen for en stund og bare nyde nuet. Lige præcis dét praktiserede jeg hele sidste uge, og det er meget længe siden, jeg har følt mig så fri. Fri fra tanker, bekymringer og negative tanker. Hvis jeg havde muligheden tog jeg af sted igen i morgen. Og hvem ved, måske gør jeg det. Eller måske ikke lige i morgen, men snart. Nu er tiden, hvor vigtige beslutninger skal træffes og en mulighed har meldt sig på banen. Eller en eventuel mulighed. Den gør nysgerrig og giver sommerfugle i maven. Så det skal overvejes og undersøges nøje, og måske jeg får mulighed for at forlænge virkelighedsflugten på ubestemt tid. Men indtil da vil jeg tænke mig tilbage til et solbeskinnet bjerg i Østrig og fortrænge det negative. Måske det lykkes. Jeg håber.

Om at se tilbage

Midt i en arbejdsdag, der er præget af alt for mange opgaver og alt for lidt tid, listede mine tanker stille og roligt tilbage til en septemberdag i 2010. Jeg var alene i NYC, min mand var i New Jersey og det var en uhørt varm sensommerdag. Termometeret viste over 30 grader, og jeg besluttede at gå en tur ned til Hudson-floden. 5 minutters gang ned ad vores gade, og man mødte vandet og New Jersey i det fjerne. Den dag var særlig. Det var én af de få dage byen var min alene og ikke skulle deles. Jeg kunne helt selv bestemme, og havde kun mine tanker som ledsager. Jeg gik en lang tur langs vandet og i The Village, og jeg husker stadig følelsen af frihed, der overrumplede min krop. Følelsen af at have opnået drømmen. Vi gjorde det. Jeg gjorde det.

Selvom det er næsten 1 1/2 år siden, jeg tog dette billede, så står dét, omgivelserne og omstændighederne stadig så lysende klart for mig. Selvom jeg mener, at man mest skal se fremad og ikke hænge sig i fortiden, så elsker jeg at have minder, der fylder kroppen med varme. Og som minder om, at dét kan lade sig gøre. Uanet hvad. At se tilbage kan også være et glimt ind i fremtiden.

P1030603