Sidste etape

Eller hvad man nu skal kalde det. Er 28+0 i dag og går dermed ind i 3. trimester. Det er en smule vildt at tænke på, nu er der altså ikke længe igen. Om 9 uger er vi inden for terminen, og om kun 15 uger vil vi helt sikkert have vores lille datter i armene. Gisp.

Maven vokser lystigt der ud af, hvilket jeg har været ret panikken over. Ved sidste lægebesøg vurderede min læge nemlig, at det er en stor baby, der svømmer rundt bag maveskindet. Jeg har hele tiden glædet mig til at skulle prøve at føde, men med tanken om en 5+ kg baby, så blev forventningens glæde afløst af angst og panik. Derfor var det også med rystende knæ og bange anelser om et skyhøjt blodtryk, at jeg i dag indfandt mig hos jordemoderen. Blodtrykket behøvede jeg heldigvis ikke bekymre mig om, det var helt fint. Hjertelyden lige så. Og som prikken over i’et vurderede hun Panda-pigen til at være helt gennemsnitlig med en vægt på 1300 g. Sikke en lettelse! Jeg tænker (selvfølgelig) stadig over, at hun jo sagtens kan være stor alligevel, der er jo stadig tid at vokse i, men umiddelbart virker det ikke til, at jeg udelukkende skal spekulere i at købe tøj i str. 68 og opefter. 😉 Og   angsten for fødslen viger lige så stille og atter lader forventningens glæde tage over.

Et øjebliksbillede

Et lettere sløret øjebliksbillede af de to ting, der fylder mest i min verden i disse dage: 1) at blive tykkere og tykkere for hver dag, der går og 2) flyttekasser!!

Flytningen er meget snart over os, 19 dage er der tilbage for at være helt eksakt. Det synes både af meget og lidt tid. På den ene side tænker jeg, at jeg har gooood til, men på den anden side stresser jeg vildt over, at jeg ikke er nået længere med pakningen. Det er planen, at jeg i løbet af denne uge meget gerne skal have pakket alt det, som ikke er strengt nødvendigt at have fremme. Så må jeg se om planen holder, der skal jo også være tid til at se en smule Grey’s…

18

18 uger er der tilbage, før vores lille babypige(?) ser verden for første gang – i hvert fald hvis hun kommer på den fastsatte terminsdag. 18 uger. Det lyder både som utrolig lang og kort tid.  Jeg skifter mellem at synes, at tiden snegler sig af sted til, at den går alt for hurtigt. På en måde føles én aprildag, hvor hele verden ændrede sig som i går, og alligevel føles det også som lysår væk. Er spændt på hvordan de næste måneder kommer til at føles. Der venter en flytning forude, og når den oprinder, er det hele unægteligt endnu tættere på. Forventingen – og angstens – glæde melder sig blandt sommerfugledans i maven.

22+0

 

Små, store(!) omvæltninger

Hvordan forbereder man sig, når livet inden længe vil ændre sig radikalt? Hvordan sørger man for at have sig selv med hele vejen? Og hvad med parforholdet, kæresteriet og tosomheden?

Uanset hvad svarene måtte være på ovenstående, så er vi klar – og skal nok skal klare det! Og vi glæder os!