Lykken er.. #5

At få nøglen til sin nye lejlighed!

Endelig kom dagen, hvor vi kunne hente nøgler og se vores nye lejlighed igen! Vi flytter først rigtigt på mandag, men det var skønt at kunne gå og kigge og tænke tanker om indretning. Der er nogle små forhindringer, men dem skal vi nu nok overkomme. Hovedsagen er, at at vi endelig, endelig kommer tættere på byen! Så nu må det bare gerne skynde sig at blive mandag!

 

Strik

Jeg elsker, som i virkelig elsker, strikket tøj til børn og babyer. Desværre er jeg selv meget lidt ferm med strikkepindene, så Panda-pigen bliver desværre ikke iklædt strik fra mine hænder. Men som bekendt er intet så skidt, at det ikke er godt for noget. Og mine manglende evner har resulteret i, at andre er mere end villige til at bidrage til lillepigens garderobe. Således har flere ytret som det første, næsten før “tillykke”, at så “har de endelig én at strikke til”. Hvor heldig har man lov at være?!

I mandags troppede jeg derfor op, hos et af de fantastiske mennesker, der har haft gang i strikkepindende, og jeg blev virkelig overvældet over hendes fine arbejde. Jeg havde regnet med at skulle hente en bluse og måske en hue, men kom hjem med alt dette:

De fineste veste

Nærbillede af knapperne, der er så søde

Kjole

Cardigan og bukser

Djævlehuer, strømper og luffer

Jeg er simpelthen nødt til at gentage: hvor heldig har man lov at være? Jeg elsker virkelig det hele og er dybt taknemmelig over, at nogen har brugt tid på at lave det til os. Jeg glæder mig simpelthen så meget til at se vores lille Panda i det fine strik. December (eller januar) kom nu!!!

Sidste etape

Eller hvad man nu skal kalde det. Er 28+0 i dag og går dermed ind i 3. trimester. Det er en smule vildt at tænke på, nu er der altså ikke længe igen. Om 9 uger er vi inden for terminen, og om kun 15 uger vil vi helt sikkert have vores lille datter i armene. Gisp.

Maven vokser lystigt der ud af, hvilket jeg har været ret panikken over. Ved sidste lægebesøg vurderede min læge nemlig, at det er en stor baby, der svømmer rundt bag maveskindet. Jeg har hele tiden glædet mig til at skulle prøve at føde, men med tanken om en 5+ kg baby, så blev forventningens glæde afløst af angst og panik. Derfor var det også med rystende knæ og bange anelser om et skyhøjt blodtryk, at jeg i dag indfandt mig hos jordemoderen. Blodtrykket behøvede jeg heldigvis ikke bekymre mig om, det var helt fint. Hjertelyden lige så. Og som prikken over i’et vurderede hun Panda-pigen til at være helt gennemsnitlig med en vægt på 1300 g. Sikke en lettelse! Jeg tænker (selvfølgelig) stadig over, at hun jo sagtens kan være stor alligevel, der er jo stadig tid at vokse i, men umiddelbart virker det ikke til, at jeg udelukkende skal spekulere i at købe tøj i str. 68 og opefter. 😉 Og   angsten for fødslen viger lige så stille og atter lader forventningens glæde tage over.

Århus i farver

Da vi havde bryllupsdag d. 4. juli, gav min mand mig et gavekort til ARoS , så vi kunne komme en tur op i Regnbuen – eller Your Rainbow Panorama, som det vist officielt hedder. Jeg har længe gerne ville se det, så jeg synes, der var en rigtig god gave. Generelt er jeg stor fan af oplevelsesgaver, der giver os fantastiske øjeblikke og minder sammen. Som det f.eks. var tilfældet med min morgengave, da vi blev gift, der var en rejse til Berlin.

Men tilbage til ARoS. Det var ikke helt let at finde en oplagt dag, da sommeren jo ikke har været videre stabil, men det lykkedes os at fange en solskinsdag i starten af august.

Jeg skal gerne indrømme, at det var med bævende knæ og en smule tårer i øjenkrogen, at jeg gik ind i glas(!)elevatoren på vej mod toppen. Jeg lider af ekstrem højdeskræk, men prøver også inderligt at komme den til livs – eller i hvert fald sørge for, at det ikke får lov til at styre mit liv fuldstændig. Dog var jeg meget tæt på at give op, da vi kom ud af elevatoren, og det føltes som, at der var frit fald ned til Vester Allés travle trafik. Men med bittesmå skridt og i bedste Ozzy Osbourne-stil lykkedes det mig at tøffe regnbuen rundt. Stor sejr.

Og større var sejren faktisk, da jeg besluttede, at vi skulle tage en tur til, hvor jeg rent faktisk turde gå (nogenlunde) oprejst, og uden af M var i overhængende fare for at få lukket for blodtilførslen i højre arm. Det er en helt fantastisk smuk oplevelse at se sit elskede Århus indhyllet i alle regnbuens farver. Jeg er virkelig, virkelig glad for, at jeg overvandt mig selv, og kan tænkte tilbage på oplevelsen med glæde i stedet for frygt.

Og slutteligt; sådan ser man ud, når man prøver at virke totalt cool og ovenpå – men bare slet ikke er det:

Dengang det var sommer..

Ja, der var da lige et par dage i sidste uge (tror jeg det var), hvor det var usigeligt varmt, og sommeren gav en lille reminder om, hvordan sådan én føles. En sommer, altså. Lad det være sagt med det samme, jeg synes, det var alt, alt, alt for varmt. Især i mandags var det ulideligt. Når det bliver så varmt, kan jeg ingenting. Andet en at klage og brokke mig.

Men weekenden inden var lidt mere tålelig, og vi fik i hvert fald udnyttet, at det var vejr til frokost i det fri. Og til at plukke brombær. Og til at bade for første gang i to(!) år for mit vedkommende. Sidste gang jeg hoppede rundt i bølgen blå, var det på stranden i New York. Jeg elsker at bade. Som i virkelig E.L.S.K.E.R det, og derfor er jeg virkelig glad for, at jeg i det mindste nåede ud en enkelt gang i år.

Nu er sommeren imidlertid væk. Den klamme, varme sommer i hvert fald. Århus har i dag været ramt af skybrud, så det må siges at være lidt af en kontrast til sidste søndag. Omend badedragten kunne have været ligeså fornuftig påklædning i dag.

Små, store(!) omvæltninger

Hvordan forbereder man sig, når livet inden længe vil ændre sig radikalt? Hvordan sørger man for at have sig selv med hele vejen? Og hvad med parforholdet, kæresteriet og tosomheden?

Uanset hvad svarene måtte være på ovenstående, så er vi klar – og skal nok skal klare det! Og vi glæder os!

Kærlighed ved første blik

Nogle gange ser man noget, og man ved bare, at hvis ikke man på en eller anden vis får det med hjem, vil ens liv aldrig blive komplet. Eller måske knap så dramatisk, men kærlighed ved første blik er altså ikke forbeholdt mennesker. Det kan også gælde sko.

Og det var lige præcis, hvad der skete, da jeg så disse fantastiske ballerinaer for et par uger siden. Det var så slemt, at jeg endda fuldstændig stoppede med at høre efter Mandens, garanteret, meget spænende fortælling. Bogstavlig talt smed jeg, hvad jeg havde i hænderne, og hev yndighederne ned fra hylden. Og lige i dé sekund det bløde, bløde skind omfavnede mine trætte fødder, vidste jeg, at de var skæbnen. Meant to be.

Jeg har efterhånden fået samlet mig en ganske pæn (både af udseende og størrelse) samling ballerinaer, men jeg har længe været på udkig efter nogle brune, og da den ultimative drøm er et par tofarvede fra Chanel, kunne disse næsten ikke være mere perfekte. Jeg elsker virkelig farven, sløjfen og den yndige, hvide laksnude. De passer perfekt til jeans, og de passer perfekt til en kort bodycon-nederdel – det har jeg nemlig afprøvet i dag. I øvrigt også iført strømpebukser, hvor bliver den sommer dog af?!

Og ja, selvom sommeren udebliver – og det ser det jo egentlig ud til, at den har tænkt sig at gøre – så skal det ikke stoppe mig i at udleve mit seneste kærlighedseventyr. Så længe det ikke regner, kommer de på, for jeg kan simpelthen slet ikke lade være. Kærligheden længe leve.

3

I dag er det præcis 3 år siden, jeg stod på den varmeste dag i den varmeste kirke og sagde “ja” til manden i mit liv. De 3 år er fløjet af sted, og på samme tid så føles det som en uendelighed siden, jeg sad og forsøgte at klemme bare en smule melon i mig om morgenen d. 4. juli 2009. Det var en helt uforglemmelig dag, og der går ikke én dag, hvor jeg ikke kigger ned på min elskede vielsesring og tænker på den dag, hvor vi blev hinandens.

Tirsdagstune: The Floor is Made of Lava – Lost in the Woods

En af mine alleryndlingssange for tiden er sidste uges uundgåelige på P3. Jeg bliver glad, sådan helt ind i mit inderste, når jeg hører den. Den minder mig om roadtrip ned ad Highway 1  i Californien. Jeg kan ligefrem dufte Stillehavet og høre dets hypnitiserende brusen, når Lost in the Woods får lov at brage ud af højtalerne herhjemme.

Bare mig, manden og en fabelagtig Mustang. Det var ren frihed, og jeg får lyst til at tage af sted igen. Lige med det samme. Og have denne med øverst på playlisten.