Nogle gange så forundres jeg virkelig over musik. Hvad er det, der gør, at noget bliver et hit og noget forbliver genstand for grin og generel latterliggørelse. Da jeg, for et par uger siden, første gang hørte Faxe Kondi på P3, måtte jeg rent bogstavligt stoppe op, mens jeg tænkte: “Hvaaaad?!”. Er det virkelig en sang, der er værd at spilde radiominutter på? Skal al musik være genial, have en dybere mening og kunne røre os helt ind i hjertet for at have en berettigelse? Mit svar må være nej. For selvom jeg elsker musik, der kan få mig til at græde, mindes, og føle, så elsker jeg ligeså meget musik, der kan få mig til at trække på smilebåndet. Og lige præcis dét kan den her. Jeg synes den er virkelig morsom og gør mig i fantastisk godt humør. At manden så vist er pænt træt af at høre ordene “For det er min yndlingssodavaaaand” på stort set alle tider af døgnet (ja, det er også sket en nat, hvor han kom meget sent i seng, og jeg ikke kunne sove) er en helt anden sag. Men jeg vil nyde at høre den lidt endnu, for den minder mig også om den sommer, vi venter på, men som aldrig kommer. Og hvis ikke man kan få solen på den ægte vis, så må man jo nøjes med de andre øjeblikke, hvor man næsten kan snyde sig selv til at tro, at det er 25 grader udenfor.
Trivialiteter plus tankespind 