Tirsdagstune: Choir of Young Believers – Nye Nummer Et

Af den simple årsag, at der er under 14 dage til Spot Festival, og jeg glææææder mig!! Skal bare svømme hen i god musik og lade hverdag være hverdag!

Advertisements

Lyserødt forår

I dag har mildest talt været en forfærdelig dag. Eller rettere, det var den, indtil mine forældre ringede og spurgte, om jeg ville med i Mindeparken en tur. Der er de smukkeste lyserøde kirsebærtræer ved at springe ud i fuldt flor, så det kunne jeg ikke sige nej til. Og det hjalp. Jeg glemte i hvert fald det trælse for en stund. Og det er bestemt ikke sådan at kimse ad.

Det var simpelthen det smukkeste vejr, og det var dejligt med en lille bitte forsmag på det forår, der forhåbentlig venter lige om hjørnet.

Hvis jeg nogensinde skulle forvilde mig til at købe et hus med have (eeek!), så skal jeg have masser kirsebærtræer og masser roser. Så forestiller jeg mig, at det må være lige til at holde ud.

Når minder og drømme flyder sammen

Billedet over sengen er taget fra Empire State Building en aftentime i august 2007. Det var første gang jeg var i USA og i New York. Det var én af de skelsættende begivenheder i mit liv, det var dér jeg indså, at også jeg kunne drømme store drømme. Ikke kun om natten. Det var dér kimen til det eventyr, der startede 3 år senere, blev lagt.

Jeg kan godt lide at have billeder i soveværelset, især nogle som giver mig ro og som inspirerer til glade tanker fuld af kærlighed til livet. Og lige præcis dét gør mit Empire-billede. Så nu kan jeg kombinere minderne med drømmene – både de natlige og dem om fremtiden.

Lyserøde yndigheder

Der gik kun ca. ét sekund fra jeg havde spottet disse ballerinaer i H&M, til jeg havde prøvet, købt og betalt dem. Jeg er helt vild med den sarte lyserøde farve,  og de minder mig om min barndoms balletsko.

Jeg har endnu ikke ladet dem mærke det kølige forår, for på trods af, at de kun kostede 80 kr., så er jeg ret øm over for dem, kan jeg mærke. Og bare der har været tegn til en smule nedbør i vejrudsigten, har de fået lov til at kigge ud på verden fra deres trygge plads indendøre.

Men det kribler efterhånden en held del i mig for at tage dem i brug, så jeg håber, at det sker inden længe. Den næste uges tid må jeg ikke cykle, p.g.a. et ar, der meget gerne skulle heles så fint som muligt, så der er ingen risiko for olie på snuderne. Så omstændighederne er i orden, så mangler jeg bare at vejret følger trop.

Tirsdagstune: Adele – Someone Like You

Denne sang betyder noget for mig på mange måder. Det er én af de få, der kan få tårene til at strømme ned ad mine kinder uaget, at jeg sidder i bussen på vej hjem fra arbejde. Jeg hørte den meget i efteråret, og jeg husker tydeligt en anden tur med bussen, hvor tårene mængede sig med sensommerens solstråler. Og den minder mig om, at disse uger, skulle være brugt på anden vis. Nogle gange spiller livet én et puds, som man forsøger at indrette sig efter. Når tingene så alligevel falder fra hinanden, må man bare prøve at følge med. Eller bare at overleve. Og det sker, at der kommer tidspunkter, som nu, hvor man ikke kan slippe væk fra de knusende fakta. Man må bare se dem i øjnene og forlige sig. På sigt og med tiden.

 

Sunset Rose

Rosen er ubetinget min yndlingsblomst, så min glæde var stor, da mine forældre troppede op med en smuk én af slagsen her til eftermiddag. Den fik straks sin plads på altanen, så jeg også kan se den fra stuen, og det var herfra jeg pludselig så, hvordan nogle af dagens sidste stråler ramte de fløjlsbløde blade og skabte en drømmende sommerstemning. Dét syn er jeg vant til fra varme sommeraftener i mine forældres have, hvor solnedgangens skønhed nydes sammen med forventningen om morgendagens solopgang bringer.