Tirsdagstune: Kashmir – In the Sand

En lille tur ned ad Mindernes Vej ledte mig tilbage ind i Kasmirs kendte univers. Jeg stod egentlig lidt af efter Zitilites, ikke fordi jeg ikke kan lide dét, de laver nu, jeg synes bare deres ældre materiale er langt, langt bedre. Men sådan har jeg det med meget musik, det er præcis samme historie med Madonna og U2. Så kan man jo diskutere, om jeg bare er kedelig og imod fornyelse, men det hører et helt andet indlæg til.

Jeg kan stadig huske første gang, jeg stiftede bekendtskab med Kashmir. Det var kort efter Travelogue var udkommet, og jeg var lige kommet hjem fra kanotur med folkeskoleklassen. Jeg elsker musikalske minder, der med et snuptag, bringer én tilbage til en tid og en stemning. Cruzential var i høj grad soundtracket til hele mit år i 10. klasse fyldt med gode fester, uforløst ungdomskærlighed og dyrebare minder.  Jeg kan stadig huske glæden, da det gik op for os, at Kashmir skulle spille til Spot 04 i 1997. Og et par år senere spillede Kashmir hovedrollen i, at jeg blev kærester med en særlig person, der kom til at betyde rigtig meget for mig.

I dag hører jeg egentlig kun Kashmir, når de bliver spillet i radioen, men jeg synes deres single Electrified Love er ganske fantastisk.

In the Sand er fra Zitilites, et album der rummer rigtig mange gode numre. Det er ikke mit alleryndlingsnummer, men det rummer tilpas meget melankoli til, at det passer rigtig godt til min sindsstemning i disse tider. Og som jeg sidder og gennemgår Kashmirs bagkatalog, så kunne jeg virkelig godt ønske mig, at jeg skulle se dem til Spot i maj. Må hjem og støve de gamler cd’er af og drømme mig tilbage til ungdommen for en stund.

Advertisements

Virkelighedsflugt

Det er muligvis ikke det rigtige at gøre men uanset dét, så er der noget helt enormt befriende over at lade hverdagen og livet falde ind i glemslen for en stund og bare nyde nuet. Lige præcis dét praktiserede jeg hele sidste uge, og det er meget længe siden, jeg har følt mig så fri. Fri fra tanker, bekymringer og negative tanker. Hvis jeg havde muligheden tog jeg af sted igen i morgen. Og hvem ved, måske gør jeg det. Eller måske ikke lige i morgen, men snart. Nu er tiden, hvor vigtige beslutninger skal træffes og en mulighed har meldt sig på banen. Eller en eventuel mulighed. Den gør nysgerrig og giver sommerfugle i maven. Så det skal overvejes og undersøges nøje, og måske jeg får mulighed for at forlænge virkelighedsflugten på ubestemt tid. Men indtil da vil jeg tænke mig tilbage til et solbeskinnet bjerg i Østrig og fortrænge det negative. Måske det lykkes. Jeg håber.

Om at se tilbage

Midt i en arbejdsdag, der er præget af alt for mange opgaver og alt for lidt tid, listede mine tanker stille og roligt tilbage til en septemberdag i 2010. Jeg var alene i NYC, min mand var i New Jersey og det var en uhørt varm sensommerdag. Termometeret viste over 30 grader, og jeg besluttede at gå en tur ned til Hudson-floden. 5 minutters gang ned ad vores gade, og man mødte vandet og New Jersey i det fjerne. Den dag var særlig. Det var én af de få dage byen var min alene og ikke skulle deles. Jeg kunne helt selv bestemme, og havde kun mine tanker som ledsager. Jeg gik en lang tur langs vandet og i The Village, og jeg husker stadig følelsen af frihed, der overrumplede min krop. Følelsen af at have opnået drømmen. Vi gjorde det. Jeg gjorde det.

Selvom det er næsten 1 1/2 år siden, jeg tog dette billede, så står dét, omgivelserne og omstændighederne stadig så lysende klart for mig. Selvom jeg mener, at man mest skal se fremad og ikke hænge sig i fortiden, så elsker jeg at have minder, der fylder kroppen med varme. Og som minder om, at dét kan lade sig gøre. Uanet hvad. At se tilbage kan også være et glimt ind i fremtiden.

P1030603

Tirsdagstune: Lana Del Rey – Born To Die

Aldrig har jeg hørt så meget radio, som efter jeg fik min smartphone i august. Jeg havde en Blackberry, da vi boede i NYC, men jeg brugte den aldrig til at høre musik på. Så jeg føler mig enormt opdateret på musik, i hvert fald i forhold til hvad jeg plejer, hvor jeg normalt er håbløst bagud. En af mine nye absolutte favoritter er Lana Del Rey. Jeg har læst mig til, at der er en del kontrovers omkring ægtheden af hendes person. Er hun nu også, som hun fremstår? Hvor meget plastik er der i hendes ansigt? Er det hele velorkestreret af nogle pengegriske musikmoguler? Egentlig er jeg ligeglad, for jeg synes “Born to Die” er rockerfed, og dét er nu engang dét, der betyder mest for mig.

Lykken er.. #2

Når man formår at stoppe  op i al sin irritation over kulden og dét vejr, der gentagne gange har forhindret én i at møde til tiden på arbejde, og i stedet indånder nuet og den stilhed, som kun sne kan frembringe. Hverdagene flyver afsted. 1000 tanker melder sig hele tiden. Derfor er det et øjebliks lykke, når man ser en næsten perfekt snebold, en snefyldt bord, der fjernt gemmer minder om sommerens grillaftener eller man overgiver sig til den barnlige glæde ved at lave en sneengel.

DSC_0009

DSC_0014

DSC_0012

DSC_0021

DSC_0035

skivejr

På fredag år turen til Østrig. Forskellige omstændigheder har gjort, at det kun er min mand og jeg, der skal afsted. Men det er fint. Egentlig er det sådan jeg helst vil det. Win. Vi forlader Århus med bus først på eftermiddagen fredag og ankommer om morgenen lørdag. Det betyder, at vi får en hel dag mere på ski end først beregnet. Mere win. Og vejrudsigten ser indtil videre sådan ud. Endnu mere win.